Arkæologer jubler: Mange fund på sygehusgrund

Det vrimler med 2000 år gamle, velbevarede jernalderfund på den grund, hvor det nye universitetshospital skal bygges i Aalborg.

I løbet af den første måned med udgravninger er der fundet meget mere end forventet - også et par overraskelser. Det fortæller DR Nordjylland.

Selvom forundersøgelser havde vist, at der var en jernalderboplads under jorden, er der allerede i løbet af den første måned gjort mange flere fund end forventet. Det fortæller Niels Haue, der er museumsinspektør på Nordjyllands Historiske Museum. Han leder udgravningen på sygehusgrunden.

- Der er mange glædelige overraskelser. Selvom vi kun har undersøgt en meget lille del af området, har vi allerede fundet langt flere huse end vi havde regnet med, siger han.

Der er indtil videre fundet rester af otte huse. Derudover er der blandt andet også fundet masser af redskaber, jernknive og potter og knoglerester fra forskellige dyr.

Det er ikke kun ting fra jernalderen, man har fundet. Arkæologerne har også fundet resterne af et hus, som de mener, stammer tilbage fra vikingetiden. Huset kan dermed være op mod 1000 år ældre end jernalderfundene.

- Det kom som en overraskelse, at vi måske står med noget fra 800-900tallet eller måske 1000-tallet, siger museumsinspektør Niels Haue til DR Nordjylland.

Arkæologerne skal udgrave to hektarer og derefter foretage undersøgelser af fundene.

Det er Region Nordjylland, der betaler udgifterne til de arkæologiske udgravninger, da det er regionen, der står bag det nye, store sygehusbyggeri.

I første omgang risikerede udgravningerne at forsinke sygehusbyggeriet, og samtidig ville det give en ekstra regning på op imod seks millioner kroner. Det har dog vist sig, at udgravningerne kommer til at koste fire millioner kroner, og at gravearbejdet kan foretages inden, der skal bygges på det areal.


Seneste nyt

fra Nordjylland