Arla-ansatte fik for lidt i løn

En flok medarbejdere på Bislev Mejeri syd for Nibe har fået efterbetalt løn. Arla-mejerierne har tilsammen efterbetalt i alt omkring 720.000 kroner. Det skriver Fagbladet 3F.

En flok medarbejdere på to jyske mejerier har fået efterbetalt løn. Det drejer sig om ansatte på Gjesing Mejeri og Bislev Mejeri, hvor sidst nævnte ligger syd for Nibe. Arla-mejerierne har tilsammen efterbetalt i alt omkring 720.000 kroner.

Efterbetalingen er sket efter, at mejerierne i tre faglige sager har indgået forlig med 3F og den anden fagforening på mejeriområdet, Fødevareforbundet NNF.

Det skriver Fagbladet 3F.

Forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F Peter Møller Sjøgren er tilfreds med forligene:

- Det er positivt, at ledelsen på de to mejerier har erkendt deres fejl og efterfølgende rettet op på dem. Ledelsen på mejerierne skal have ros for at gå konstruktivt ind i sagerne og få dem løst, siger Peter Møller Sjøgren til Fagbladet 3F.

Fridage blev varslet for sent

På Bislev Mejeri syd for Nibe laver medarbejderne feta- og smelteost, som først og fremmest bliver eksporteret til Mellemøsten.

Her handlede den faglige sag om, at Arla-mejeriet ikke havde givet medarbejdere besked om fri på helligdage i foråret 2019 med et varsel på de seks uger, som er kravet i en lokal aftale mellem ledelsen og de ansatte på mejeriet. I stedet fik medarbejderne besked med 14 dages varsel.

Som følge af forliget i sagen har Bislev Mejeri betalt timeløn til medarbejdere på de pågældende helligdage, hvor de ikke var på arbejde.

Ifølge 3F har Bislev Mejeri samlet set betalt cirka 100.000 kroner i efterbetaling til medarbejderne og i bod til fagforeningerne for brud på overenskomsten.

Mejerichefen hos Bislev Mejeri, Laura Rindom, ønsker ikke at oplyse overfor Fagbladet 3F, hvor meget mejeriet har betalt i sagen. Eller antallet af medarbejdere, der har modtaget efterbetaling.

Mejerichefen oplyser til Fagbladet 3F, at hun ingen kommentarer har til sagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland