Arla mistænkt for snyd

En mælkeproducent i Vendsyssel føler sig snydt af mejerigiganten Arla Foods for tusinder af kroner. Der er stor uenighed om hvor meget mælk mælkebilen henter.

Hanne Mølgaard Sørensen har en gård i Børglum nær Løkken med 11 jersey-malkekøer. Hver anden dag ved fem-tiden om morgenen henter Arla Foods den mælk som køerne yder. Spørgsmålet er bare hvor meget mælk, der rent faktisk bliver hentet.

- Jeg er vred over at Arla henter mere mælk end de afregner mig for. Hver eneste gang mælkebilen har været her siden først i oktober sidste år, så mangler der på mystisk vis mange liter mælk på den afregningsseddel, som jeg får. På et år bliver jeg snydt for lige omkring 18.000 kr., siger Hanne Mølgaard Sørensen til TV2/NORD.

Arlas Foods mælkebil, der kommer hos Hanne Mølgaard Sørensen, er blevet testet hele 15 gange, og en konsulent fra Dansk Kvæg har forgæves forsøgt at finde forklaring på hvor det går galt. Nu har Arla så nået frem til, at der næsten kun kan være én forklaring på mysteriet.

- Når vi indvejer mælk fra en tank ude hos mælkeproducenten, så sker der en luftudskilning, og vi betaler jo kun for den koncentrerede mælk vi tager med i tankbilen, siger Thomas Carstensen, der er senior-vicepræsident i Arla Foods, til TV2/NORD.

Hanne Mølgaard Sørensen vil nu klage til ARLA?s ankeudvalg.

MEGET MERE OM SAGEN i TV2/NORD ONSDAG KL. 19.30


Seneste nyt

fra Nordjylland