Arla vil sende overskuddet til andelshaverne

Arla vil give andelshaverne en økonomisk håndsrækning efter et år, der har været præget af kraftig tørke.

Det har været et tørt år, og dermed også et år, der kan komme til at se skidt ud for mange landmænd. I erkendelse af det, har Arlas bestyrelse udarbejdet et forslag, der skal sende hele overskuddet for 2018 ud til andelshaverne - altså mælkebønderne.

Det er første gang, at koncernen gør det, og det skyldes blandt andet, at sommerens tørke har været hårdt ved landbruget.

- Som et landmandsejet selskab bekymrer vi os meget om vores andelshavere, og vi anerkender, at sommerens tørke i Europa har været usædvanlig. Vi foreslår derfor, at der laves dette ekstraordinære tiltag i denne situation. Bestyrelsen er tilfredse med den positive udvikling i selskabets finansielle balance, som gør dette forslag muligt, siger Jan Toft Nørgaard, bestyrelsesformand i Arla Foods.

Det er op til Arlas repræsentantskab at godkende beslutningen, som kun er et engangsforestilling, hvorefter koncernen vil vende tilbage til den normale konsolideringspolitik i årene 2019 og 2020.

Repræsentantskabet mødes i oktober, og såfremt de godkender forslaget, vil udbetalingerne ske i marts 2019, som er tidspunktet, hvor efterbetalinger til landmændene normalt finder sted.

Det forventes at overskuddet i 2018 bliver 285-310 millioner euro, svarende til 2,3-2,5 eurocent pr. kilo mælk. EN del af det overskud kommer altså også til at gå til nordjyske andelshavere, og det glæder LandboNords formand, at Arla tager det initiativ.

- Det er jo ikke de helt store beløb, men hvis Arla gør det, andre virksomheder gør det, og vi gør det, så er det jo mange bække små. Det kommer aldrig til at lukke det hul, der er, men det er et vigtigt signal at sende, at man tænker på andelshaverne, siger Niels Vestergaard Salling.

LandboNord har selv sendt sit overskud ud til medlemmerne de seneste seks år.


Seneste nyt

fra Nordjylland