Armensk familie fra Mors udvist

Søskendeparret fra Mors forstår ikke det danske pointsystem. Foto: Mikael Andersen

De taler flydende dansk, klarer sig godt på gymnasiet og forsørger sig selv. Men hos udlændingeservice har de ikke scoret nok point - og så er det ud af landet i en fart. Armensk søskendepar og morsingboer forstår ikke beslutningen.

For 18 år siden flygtede søskendeparrets forældre fra det armenske militær. Over 13 år boede de i fem forskellige lande og fik tre børn. I 2006 kom familien til Danmark og fik siden midlertidig opholdstilladelse, fordi moren er alvorligt psykisk syg.
 
- Jeg har ALT her i Danmark. Jeg har en uddannelse, jeg har et arbejde, jeg har venner, bekendte. Jeg har alt her. Jeg har en fremtid her i Danmark, siger Shushanik Davtyan.
 
Faren er selvstændig og forsørger selv familien. Og selvom de kun har boet i Danmark i fem år, går søskendeparret på gymnasiet, hvor de klarer sig rigtig godt. 

De to søskende har lagt planer for fremtiden og vil være henholdsvis advokat og læge. 

Men nu kan de ikke blive boende i Danmark, fordi de mangler point. Og i følge myndighederne kan morens psykiske lidelse behandles i Armenien, så nu er familien udvist til et land, de unge aldrig har besøgt.  

Vennerne i Nykøbing er målløse, og har nu samlet over 1600 underskrifter ind mod udvisningen, som er sendt til Udlændingeservice og Søren Pind, men desværre har de ikke fået noget svar.
 
Fra i morgen er familien Dawtjan illegale flygtninge på Mors, til politiet henter dem og kører dem til lufthavnen

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord