Arne Thomsen vil selv rydde sin mark

Landmanden Arne Thomsen, der har fået et påbud af Aalborg Kommune, efter at have tilsået en fredet mark i Lille Vildmose, vil nu selv rydde op, det fortæller hans advokat, Klaus Iversen, til TV2/Nord.

Landmand Arne Thomsen har nu besluttet sig for at indordne sig under det påbud, han har fået fra Aalborg Kommune om at rydde sin mark. Det oplyser Klaus Iversen, der er advokat for landmanden, til TV2/Nord. Marken blev i forsommeren tilsået og gødsket, selvom Arne Thomsen havde fået 2. millioner kroner i erstatning, efter marken blev fredet i december sidste år.

Ønsket om selv at rydde marken for afgrøder kommer, fordi Arne Thomsen vil forhindre, at ikke lokalkendte rager rundt på marken og ødelægger omgivelserne.
Den frist, som Arne Thomsen fik af Aalborg Kommune, er for længst udløbet, og kommunen ville derfor rydde marken for landmandens regning - men det har endnu ikke været muligt for kommunen at skaffe en entreprenør, der vil påtage opgaven.
Ifølge advokaten fastholder Arne Thomsen dog sine indsigelser mod fredningen, og han vil stadig kræve, at enhver udgift til oprydningen skal betales af Aalborg Kommune.

Klaus Iversen har meddelt Aalborg Kommune om Arne Thomsen beslutning, både per telefon og skriftligt, men ifølge advokaten har kommunen umiddelbart ikke taget imod tilbuddet.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Aalborg Kommune.

Forsiden lige nu