Arrangører tilfredse med Final4

8.000 tilskuere over to dage. Arrangørerne bag Final4 er tilfredse med håndboldfesten i Gigantium.

Selvom der rent sportsligt ikke var så meget at fejre i Aalborg, så er arrangørerne bag Final4 i Gigantium meget tilfredse.

- Ja, vi er ubeskedne nok til at kalde Nordea Cup FINAL4 i Gigantium en succes. Weekenden har vist, at beslutningen om at lade klubberne overtage arrangør-ansvaret fra DHF har været rigtig, siger Divisionsforeningen Håndbolds formand Jens Christensen.

Arrangementet vil nu blive evalueret af divisionsforeningen og klubberne i bestræbelsen på at lave arrangementet endnu bedre næste år.

- Overordnet set er der kun smil på læben hos os alle. Det var første gang, Divisionsforeningen Håndbold havde ansvaret for arrangementet i tæt samarbejde med klubberne - ikke mindst Aalborg Håndbold ydede en fantastisk indsats som 'vært' for arrangementet. Men selvfølgelig vil der være detaljer, vi kan gøre bedre, når vi får gennemgået tingene punkt for punkt i vores evaluering, siger Jens Christensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland