Artige festivalgæster checkede ind på Nibe

Sikkerhedschefen på Nibe Festival melder om få ulovligheder ved et ellers succesfuldt check-in på Nibe Festival onsdag formiddag.

Allerede til middag onsdag var de fleste festivalgæster sluset igennem sikkerhedskontrollen, så de kunne flytte ind i deres lejre. Sikkerhedschef Ernst Winther Hansen er godt tilfreds med formiddagens kontrol med gæsterne.

- Alt mandskab arbejdede med at kontrollere indhold af tasker og campingvogne, og til middag var køerne faktisk væk, så det gik rigtigt godt, siger Ernst Winther Hansen.

Ved kontrollen konfiskerede vagterne fem lomme- og brødknive, og en mand blev afvist i døren, da vagterne fandt 10 gram hash på ham. Derudover blev der fundet nogle tabletter af ukendt art, som også blev konfiskeret.

- Vi har læger med ved indgangen, for at gennemgå folks medicin. Lægerne inddrager for eksempel ADHD-medicin, som de opbevarer for gæsterne under festivalen, så der ikke er chance for, at det bliver solgt videre. Så kan de komme og få deres medicin hver dag, siger Sikkerhedschefen.

Vagterne konfiskerede også alkohol ved indgangen, som festivalgæsterne havde medbragt på forhånd.

- En kvik vagt fandt 12 flasker sprut og omkring 70 dåseøl, som var gemt i et hulrum i en campingvogn. Man undrer sig jo, når der er skruet helt nye skruer i en plade i en gammel campingvogn, siger Ernst Winther Hansen.


Seneste nyt

fra Nordjylland