Arvidsen stopper i AaB Ishockey

Karsten Arvidsen har valgt ikke at forlænge med AaB Ishockey. Foto: TV2/Nord

Karsten Arvidsen ønsker ikke at forlænge samarbejdet med AaB Ishockey.

Karsten Arvidsen tiltrådte som manager i 2009 og har i de to sæsoner i AaB sikret en plads i DM-finalen og en plads i pokalfinalen.

- Jeg har været glad for min tid i Aalborg og i AaB - en tid med mange omlægninger og udfordringer i klubben, konstaterer Karsten Arvidsen.

- Ugerne efter sæsonafslutningen har jeg benyttet til at evaluere situationen, og facit blev, at det er blevet tid til at søge nye udfordringer, siger Karsten Arvidsen.

AaB's administrerende direktør Poul Sørensen anerkender Karsten Arvidsens indsats:

- Karsten Arvidsen har som manager gjort et kæmpe stykke arbejde i AaB og virkelig knoklet på i en svær periode, siger Poul Sørensen og fortsætter.

- I en tid med lavere budgetter i AaB Ishockey end nogensinde taler to finalepladser sit eget tydelige sprog. Vi har taget Karstens beslutning til efterretning og ønsker ham held og lykke fremover.

AaB Ishockey har endnu ikke taget stilling til, hvem der afløser Karsten Arvidsen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord