Aske fra brændeovn antændte brand

Et hus i Staun ved Nibe udbrændte, da beboeren efterlod en æske med varm aske på gulvet.

Lørdag omkring klokken 14 stod et toetagershus i Staun ved Nibe i flammer, og det lykkedes ikke at redde meget.

- Huset er stort set udbrændt. Der er i hvet fald sket stor skade på det, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg.

Ilden opstod, efter at der var blevet tømt aske ud af husets brændeovn. Den stadig varme aske var hældt i en skotøjsæske, som var blevet efterladt på stuegulvet, mens husets beboere var udenfor.

Der er formentlig tale om en forglemmelse, men husets kvindelige beboer sigtes for overtrædelse af beredskabsloven.


Seneste nyt

fra Nordjylland