Assistenttræner stopper i Hobro IK

Assistenttræner Lars Justesen har valgt at stoppe i Hobro IK og vender efter nytår tilbage som folkeskoleærer på fuldtid.

Hobro IK sluttede efterårssæsonen med et uafgjort resultat 0-0 hjemme mod Randers FC. Kampen blev samtidig den sidste, hvor assistenttræner Lars Justesen var en del af trænerteamet. Lars Justesen har i dag meddelt klubben, at han ønsker at vende tilbage til sit civile job som folkeskolelærer på Rosendalskolen i Hobro.

- Det er med rigtig blandede følelser, at jeg har truffet denne beslutning. Jeg har brug for en pause fra fodbolden, og det er godt for klubben, at der er kommet ny energi og nye idéer til med ansættelsen af Ove Pedersen. Min beslutning er den rigtige for klubben, men også den rigtige for mig lige nu, siger Lars Justesen.

Lars Justesen overtog midlertidigt - og på dispensation fra DBU - cheftræner-ansvaret efter Jonas Dal den 20. oktober. Den 34-årige træner nåede at stå i spidsen for Superliga-mandskabet i fire kampe og med fire point som udbytte, inden Ove Pedersen tog over den 24. november.

- Jeg regner med at skulle spille old-boys fodbold i klubben og vil stadig følge Superliga-holdet. Jeg håber rigtig meget, at missionen vil lykkes, understreger Lars Justesen, der ikke afviser at vende tilbage til klubben i en anden rolle på et senere tidspunkt

Lars Justesen blev ansat som assistenttræner i Hobro IK den 1. juli 2010, hvor han på dette tidspunkt var spillende træner på klubbens hold i Jyllandsserien. Gennem trænerkarrieren har Lars Justesen assisteret Jonas Dal, Jakob Michelsen, Klavs Rasmussen, Jan Østergaard samt Jens Hammer Sørensen .

- Det er med stor beklagelse, at Lars Justesen har meddelt, at han ønsker at stoppe trænergerningen. Vi respekterer naturligvis hans beslutning og vil samtidig takke Lars for et dygtigt og loyalt samarbejde, siden han tiltrådte som assistenttræner umiddelbart efter vores oprykning til 1. division, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.

Trænerteamet i Hobro IK består derefter af Ove Pedersen (cheftræner), Michael Kryger (assistenttræner), Martin S. Jensen (målmandstræner) samt Ashley Tootle (fysisk træner).
 


Seneste nyt

fra Nordjylland