Astma tvinger White Hawks-forward til at stoppe

Frederikshavn White Hawks må sige farvel til centeren Lasse Sandgaard, som er blevet tvunget til at indstille sin karriere.

Alvorlig astma kan ikke længere forenes med en sportskarriere på eliteniveau. Det har Frederikshavn White Hawks-spilleren Lasse Sandgaard indset, og han stopper derfor sin karriere.

- Elite Nord Frederikshavn A/S må desværre oplyse, at Lasse Sandgaard igen er blevet ramt af alvorlig astma og udsigterne til at komme tilbage i denne sæson er minimale. Lasse har derfor valgt at indstille ishockeykarrieren og det er vi naturligvis meget berørt og ked af på Lasses vegne, skriver klubben i en pressemeddelelse.

Den 27-årige center kom til Frederikshavn fra SønderjyskE før 2013/14-sæsonen. I sidste sæson var Sandgaard med til at vinde bronze med høgene, men i år har astmaen plaget ham, hvorfor det kun er blevet til to point i 23 kampe.

- Jeg ville ønske, jeg som minimum kunne have spillet sæsonen færdig, da det i ishockey først er sidst på sæsonen, det bliver rigtigt sjovt. Ishockey er og bliver min helt store passion. Jeg kan dog kigge tilbage på 10 sæsoner fyldt med gode oplevelser, kammeratskaber og erfaringer, som jeg ikke ville være foruden, siger Sandgaard til klubbens hjemmeside.

Her fortæller han også, at han har været plaget af astma siden han var barn, men at han indtil nu har kunnet holde sygdommen på et tåleligt niveau med medicin. Det kan han ikke længere.

Lasse Sandgaard takker Frederikshavn White Hawks for den måde, klubben har behandlet ham på, og der er også roser den modsatte vej til den 27-årige spiller, som må stoppe i utide.

- Lasse har altid optrådt meget professionelt og loyalt i Frederikshavn White Hawks og har af alle spillere, trænere og ledere været særdeles vellidt igennem sine to år i klubben. Det er en holdspiller med meget stort format, som indstiller karrieren, lyder det fra klubben.

Der bliver taget endelig afsked med Lasse Sandgaard fredag aften i forbindelse med Frederikshavns hjemmekamp mod Esbjerg.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord