Asylansøger i Ranum truer med at springe fra skorsten

En asylansøger fra asylcenteret i Ranum har siden i formiddag stået på en 12 meter skorsten. Politi og beredskab er mødt talstærkt op.

Et drama udspillede sig lige nu ved asylcenteret i Ranum i Vesthimmerland.

En asylansøger har siden 11.30 stået på en 12 meter høj skorsten med truslen om at springe ned derfra. Han har endnu ikke rykket sig, selvom politiet i flere timer har forsøgt at tale ham fra at springe.

Der er lige nu stort opbud af beredskab og politi på stedet, og der er både sendt en springpude og et forhandlingshold til Ranum. Området er blevet afspærret af sikkerhedsmæssige årsager.

- Vi har nogle forhandlere, og de forsøger at snakker med ham ned. Det er faktisk den eneste mulighed, vi kører med i øjeblikket, siger indsatsleder ved Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen, til TV2/Nords udsendte reporter på stedet.

Det er ind til videre uvist om, hvorfor asylansøgeren ønsker at springe fra skorstenen.

Vi følger op på sagen her på hjemmesiden og i vores udsendelser i løbet af dagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland