Asylcentre lukker på stribe

Hurtigere sagsbehandling af asylsager og langt flere hjemsendelser betyder, at en række asylcenter nu lukkes. Blandt andet i Frederikshavn.

En række asylcentre skal lukkes, fordi der er blevet markant længere mellem asylansøgerne på landets asylcentre.

Udlændingestyrelsen har besluttet i den nærmeste tid at lukke de kommunale asylcentre i Rødby, Skive og Frederikshavn.

Desuden lukkes Røde Kors' asylcentre i Ebeltoft, Sigerslev på Stevns og nordsjællandske Auderød. Sidstnævnte skyldes dog en byrådsbeslutning fra 2011 om ikke at forlænge aftalen.

På få måneder er der blevet betydeligt færre asylansøgere på centrene. Fra 6200 personer i foråret 2013 til i øjeblikket omkring 5300.

- Faldet i antallet af indkvarterede asylansøgere har skabt ledige pladser, og det er en udvikling, vi forventer vil fortsætte den kommende tid.

- Vi er derfor i gang med at tilpasse vores kapacitet, så den matcher det forventede behov, skriver kontorchef Thomas Mortensen fra Udlændingestyrelsen til Ritzau.

Det markante fald på over 900 månedlige asylansøgere har flere årsager.

Den vigtigste er, at Udlændingestyrelsen efter en oprustning og en lovændring nu behandler asylsager langt hurtigere.

- Samtidig er en stor del af de asylansøgere, der kommer i øjeblikket, fra Syrien, og tæt på 100 procent af dem får hurtigt asyl og sidder kun kort tid på asylcentrene, siger asylchef i Røde Kors, Anne La Cour.

Endelig har Nationalt Udlændinge Center hos Rigspolitiet haft succes med at sende langt flere afviste asylansøgere til deres hjemlande. I 2013 blev der udsendt 2911 personer mod kun 1315 i 2012. En stigning på næsten 1600.

Selv om hurtigere sagsbehandling er en god nyhed for mange asylansøgere, så har udviklingen også en bagside, mener asylchef i Røde Kors, Anne La Cour.

- Lukningerne betyder jo tab af lokale arbejdspladser. De ansatte er kede af at miste deres job, og centrene lægger jo også penge i lokalsamfundene, som ofte er kede af at miste centrene, påpeger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland