Augustinussen tror ikke på nedrykning

Efter nederlaget til FC København er AaB presset i bunden, men Thomas Augustinussen ser positive takter.

AaB havde flere gode muligheder for at score, men måtte gå målløse fra banen, da FC København lørdag aften vandt 1-0 på Energi Nord Arena.

- Det var meget ærgerligt, at vi ikke fik et point med fra kampen. Vi kæmpede godt, pressede dem og skabte mulighederne, men vi manglede kynismen, siger AaB's Thomas Augustinussen.

Måden, som FCK scorede på, ærgrer Augustinussen, der arbejdede hårdt på midtbanen gennem 90 minutter.

- Det var ærgerligt, at de scorede på en omstilling, for vi havde ellers godt styr på det, mener Augustinussen.

Han føler dog, at AaB kan bruge kampen til noget trods nederlaget.

- FCK er et godt hold, og det var flot at spille lige op med dem. Vi må tage det positive med, for det er afgørende at få point i de næste kampe, hvor vi møder holdene lige over os, siger han.

AaB har kun hentet et point i forårets første to kampe og er dermed presset i bundkampen. Klubben ligger sidst med 17 point trods en spillemæssigt fornuftig start på foråret.

- Vi har spillet nogle okay kampe, og vi virker ikke som en nedrykker. Men vi kan ikke bruge et point til så meget, når vi havde håbet på at stå med fire til seks point. Vi må bare videre, siger Augustinussen.

AaB møder i næste spillerunde Lyngby på udebane.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland