Autismebørnehave lukningstruet

Specialbørnehaven Birken står nu til at miste 12 pladser til børn med autisme. Årsagen er, at der ikke er børn nok til at fylde børnehaven, men i følge Landsforeningen for Autisme, ér børnene der, men Aalborg Kommune er bare ikke gode nok til at finde dem.

I alt 30 børn med diagnosen autisme har i dag glæde af specialbørnehaven Birken. Ældre- og Handicapudvalget i Aalborg Kommune har nu indstillet, at man per 1. august lukker en del af børnehaven. Det er afdelingen Langholt, der tæller tolv pladser.

Årsagen er, at der lige nu ikke er børn nok til at fylde de ledige pladser, der kommer, når 14 af institutionens børn skal i skole til august.

- Vi skal jo have børn, for at drive en børnehave. Det er ikke politisk og økonomisk uforsvarligt, at drive en børnehave uden børn, siger formand for Ældre- og Handicapudvalget, Tina French Nielsen (V).

Ifølge Landsforeningen for Autisme er der dog børn nok, det er bare kommunen der er får dårlige til at finde dem. 

- Kommunen oprettede 6 nye pladser tilbage i 2010, fordi der var venteliste til Birken. Det er klart, at når Aalborg Kommune har lavet de her pladser for 1 ½ år siden, så er det selvfølgelig fordi der var et behov, og det behov er der stadigvæk, det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Jørgen Poulsen, der er kredsformand i Nordjylland, for Landsforeningen for Autisme.

Specialbørnehaven Birken er den eneste specialbørnehave i Nordjylland. Børnehaven er drevet af Aalborg Kommune, men børnene skal komme fra alle regionens kommuner.

- Aalborg Kommune bør rette henvendelse til de andre kommuner, og høre om det virkelig kan passe, at de ikke har flere børn, der har behov for en plads, siger han til TV2/Nord.

Det er familie- og beskæftigelsesudvalget i Aalborg Kommune, der er ansvarlige for, at licitere de af kommunens børn, der har behov for at komme i specialbørnehaven. Ældre- og Handicapudvalget har nu bedt dem om, at se nærmere på, om der ikke er flere børn, der kunne have glæde af tilbuddet.

Datoen for hvornår, den endelige beslutning omkring Langholt falder, ligger endnu ikke fast.


Seneste nyt

fra Nordjylland