Autister savner forståelse: Hjørring inviterer på vidensdeling

Foto: Ivan Johan Hansen

Vi skal blive bedre til at håndtere mennesker med autisme. Det mener de i Hjørring, hvor 600 autister, pårørende og fagpersoner onsdag var samlet for at sætte fokus på autismen.

De 600 billetter til ”AutismeSpektrumDagen” var solgt på et øjeblik.

- Vi oplever, at der er en større og større ønske om viden om autisme. Fordi autisme bliver mere og mere synligt i takt med, at der bliver flere og flere, der får diagnosen, siger en af arrangørerne, Svend K. Sørensen, formand for Opholdsstedet Broager. 

Autisterne er glade for initiativet.

- Vi synes, det er rigtig godt, at der er et sted, hvor pårørende, fagfolk og autister selv kan komme og få et dybere indblik. Og også gøre opmærksom på, at problemstillingen findes, men, at den ikke er større end, at man kan arbejde med den, siger David Facius, autist og formand for Autisme- og Asperger foreningen for Voksne.

  Foto: Ivan Johan Hansen

Hvordan skal man behandle autister?

Autister er ofte udadreagerende, når verden bliver for svær at forstå, og det er tidligere blevet behandlet med fiksering. Det er man gået væk fra, men hvordan behandler man så, når stole pludselig bliver kastet gennem rummet?

- Vi bliver nødt til at snakke om det i samfundet, at sådan her skal vi arbejde, og sådan her skal vi ikke arbejde. Det svarer til den aktuelle skandale fra de københavnske vuggestuer og børnehaver. Det er jo fuldstændig det samme. Hvordan gør vi? Hvordan forholder vi os til mennesker, som er svagere end os selv? Hvis vi vælger at køre det ved hjælp af overgreb, så skal vi nok vælge en anden branche end den her, siger forfatter og psykolog Bo Hejlskov, der holdt foredrag ved AutismeSpektrumDagen.

Vi bliver nødt til at snakke om det i samfundet, at sådan her skal vi arbejde, og sådan her skal vi ikke arbejde

Bo Hejlskov, forfatter og psykolog

Ofte er det små ting, der skal til, for at verden bliver nemmere at håndtere for en autist.

- Det kan være rart på forhånd at have et overblik over eksempelvis en undervisningstime. Hvad er processen i den? Den starter på et tidspunkt og slutter på et tidspunkt, men hvad skal der gennemgås imellem de to tidspunkter. Så den enkelte elev kan se, hvad der konkret skal ske. Så forsvinder den uforudselighed, som nogle gange kan udløse angst, siger David Facius, autist og formand for Autisme og Asperger foreningen for Voksne.

  Foto: Ivan Johan Hansen

Flere nyheder fra TV2 Nord