Avis: Hollændere jagter AaB-profil

Ekstra Bladet skriver, at den hollandske klub Heerenveen er interesserede i at købe AaB's 20-årige stortalent Nicolaj Thomsen.

AaB har haft et glimrende efterår i Superligaen, og det skyldes ikke mindst stærke præstationer fra stortalentet Nicolaj Thomsen. De gode præstationer på banen har betydet, at flere klubber har vist interesse for offensivspilleren.

Ekstra Bladet skriver, at hollandske Heerenveen nu er ude med snøren efter Nicolaj Thomsen. AaB's sportschef Allan Gaarde vil ikke forholde sig konkret til den historie.

- Jeg kan bekræfte, at vi har fået forespørgsler på flere af vores spillere i dette transfervindue, siger Allan Gaarde til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Her og nu ligger vi ikke i konkrete forhandlinger med nogen klubber og salg af vores spillere.

Allan Gaarde understreger, at planen er at holde sammen på truppen i dette transfervindue.


Seneste nyt

fra Nordjylland