Lokalpolitiker ærgrer sig: Avislukning er en trussel mod nærdemokratiet

At Morsø Folkeblad snart bliver udgivet for sidste gang som selvstændig avis, er en trussel mod nærdemokratiet, lyder det fra politiker.

Når Morsø Folkeblad til august udkommer for sidste gang som selvstændig avis, er det slutningen på 142 års avishistorie.

Siden første udgivelse i slutningen af 1870'erne har Morsø Folkeblad leveret store og små nyhederne til en i første omgang voksende læserskare, men i de sidste år dalende læserskare.

Da avisen var ung, var der omkring 1000 abonnenter, da avisen brændte var der cirka 7000 abonnenter og nu hvor lukningen af folkebladet er den hårde virkelighed, er der ikke mange flere end da det hele begyndte. 2500 morsingboer læser med hver dag.

quote Med avisen har vi nogen, der vil høre på os og vi har noget, som udadtil viser, at der sker noget på Mors. Hvem fanden skal fortælle det for eftertiden

Søren Christensen, Karby

Et talerør for Mors

En af dem er Søren Christensen fra Karby, som snart ikke længere skal gå den daglige tur til postkassen efter Morsø Folkeblad.

- Vi har ikke altid haft mange penge, men vi har altid haft råd til avisen, fortæller Søren Christensen, der kalder Morsø Folkeblad for et talerør for Mors.

- Med avisen har vi nogen, der vil høre på os og vi har noget, som udadtil viser, at der sker noget på Mors. Hvem fanden skal fortælle det for eftertiden, spørger han bramfrit.

Ikke penge til indhold

Det er Nordjyske Medier, der ejer Morsø Folkeblad. Medievirksomheden, der har hovedsæde i Aalborg, men dækker hele regionen, købte Morsø Folkeblad tilbage i 2012, men lykkedes ikke med at vende den skrantende økonomi som ellers var målet. Og nu har man så valgt at trække en streg i sandet.

- Det er svært at opretholde en avis, hvis ikke der er fællesskab nok omkring den, forklarer ansvarshavende chefredaktør Lars Jespersen og uddyber:

- Og i det her tilfælde er fællesskab lige med abonnenter. For vi bruger alle pengene på indhold, og jo flere penge der er, des mere indhold kan vi lave. Og jo færre der er, så kan vi ikke lave indhold, lyder det.

Et tab for nærdemokratiet

Meiner Nørgaard er 2. viceborgmester i Morsø Kommune. For ham har Morsø Folkeblad også været et talerør, og når avisen til august bliver reduceret til et antal sider i den lokalsektion i Nordjyske Stiftstidende, Mors skal have til fælles med Thy, går der noget tabt for nærdemokratiet, vurderer han.

- Jeg tror, det er vigtigt, at vi har noget, der kan oplyse lokalbefolkningen rundt omkring om, hvad der foregår. Som kan gå i dybden med nogle ting - også nogle mindre ting, lyder det fra Meiner Nørgaard.

Mere troværdigt

Når Morsø Folkeblad lukkes, sparer Nordjyske Medier det, som svarer til seks fuldtidsstillinger, og morsingboerne tvinges til at finde deres lokale nyheder andre steder - måske i Nordjyske Stiftstidende. Men det er ikke det samme, lyder det fra den trofaste læser i Karby Søren Christensen.

- Jeg synes, det er mere troværdigt med Morsø Folkeblad. Når det står i vores avis, ved vi, at det er de journalister, der har siddet der længe, der har skrevet historierne.

Bliver Mors mindre Mors?

Ja, det gør det, lyder det klart fra Søren Christensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland