Babyboom: Ny flodhesteunge i Aalborg Zoo

Det er ikke kun i København, flodhestene yngler i disse dage - i Aalborg Zoo er en lille dværgflodhesteunge kommet til verden.

Den ser ikke ud af så meget, den lille dværgflodhesteunge, der tripper rundt om sin mor lige for tiden i Aalborg Zoo. Og den er heller ikke meget større end tobak for en skilling, når man sammenligner med den kraftkarl af en flodhesteunge, der for nylig kom til verden i København Zoo.

- Vores bedste bud er, at sådan en dværgflodhesteunge vejer cirka fem kilo, når den bliver født. Ikke meget mere end et spædbarn faktisk. Så den er overraskende lille, siger Helle Justesen, kommunikationsmedarbejder i Aalborg Zoo, der dog kan tilføje, at dyrepasserne i Aalborg ikke blev nær så overraskede over familieforøgelsen, som de gjorde i København.

Det er dværgflodhestene Chip og Nala, der er blevet forældre til den lille unge. Mens Chip er far til flere unger og er en gammel han, er det 6-årige Nalas første unge. Den blev født torsdag i sidste uge og kan allerede nu ses i Aalborg Zoo.

- Men vi har altså ikke givet ungen navn endnu, for vi er ikke helt sikre på, om det er en han eller en hun. Det kan være lidt svært at se det første stykke tid, siger Helle Justesen. 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland