Badminton-herrer spiller sig i EM-finalen

De danske badminton-herrer er klar til EM-finalen efter sejr på 3-0 i kampe over England.

Selv uden Peter Gade på holdet dominerer de danske badminton-herrer ved EM i hollandske Amsterdam.

Lørdag spillede danskerne sig i finalen med en 3-0-sejr i kampe over England, der trænes af danske Kenneth Jonassen.

Dermed har de danske herrer fortsat ikke tabt en eneste kamp i turneringen.

Jan Ø. Jørgensen bragte Danmark foran 1-0, da modstanderen Rajiv Ouseph opgav efter første sæt, som Jan Ø. Jørgensen havde vundet 21-19.

Herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen havde efterfølgende ingen problemer i sejren på to gange 21-13 over Chris Adcock og Andrew Ellis.

- Englænderne havde selvfølgelig ikke så meget at tabe, men rigtig meget at vinde. De er overmatchede alle steder, men kan spille rigtig godt, hvis man giver dem lov. Men det synes jeg ikke, vi gjorde i dag, siger Boe til badminton.dk og fortsætter:

- Vi kom godt ud af servesituationen og styrede spillet stort set hele vejen igennem. Vi skulle selvfølgelig lige i gang, og der var også en periode i andet sæt, hvor vi lavede et par dumme fejl, men ellers synes jeg, vi sad på dem gennem hele kampen.

Hans-Kristian Vittinghus var til gengæld presset i den tredje kamp mod Carl Baxter. Først efter tre sæt var englænderen knækket og den samlede sejr sikret.

Vittinghus tabte første sæt 13-21, inden han kom tilbage og vandt de næste to sæt med 21-18 og 21-18 for at fuldende den danske succes.

Tyskland venter i finalen søndag.

Senere lørdag har badminton-kvinderne også muligheden for at spille sig i finalen. Rusland er modstanderen i semifinalen, og de topseedede danskere er favoritter til at gå videre.


Seneste nyt

fra Nordjylland