Badning frarådes: Giftige alger fundet i vandet ved Nibe

Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Badning frarådes tre steder i Nibe-området, efter Aalborg Kommunes badevandsprøver herfra viser forekomster af blå-grønne alger. Algerne kan være giftige for mennesker og dyr.

Både mennesker og dyr frarådes at benytte badevandet ved Nibe Badestrand, Campingplads SV Nibe og ved Klitgårds Fiskerleje efter fund af blå-grønne alger i vandet de pågældende steder.

Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse. 

Læs også Lystfiskere frygter for Mariager Fjords liv: -Der er alger og døde fisk på havbunden

Blå-grønne alger er giftige i høje koncentrationer og kan både forårsage hudirritation og influenzalignende symptomer som hovedpine, diarré, kvalme og feber. Særligt børn og personer med allergi eller svækket immunforsvar skal være særligt påpasselige, da de er mere følsomme over giften i algerne.

Derfor skal man heller ikke lade sine børn lege nær alger, der er skyllet op på stranden, lyder opfordringen.

Hunde er også udsatte og bør holdes væk fra vandet og skumansamlinger på stranden, fordi indtagelse af store mængder alger kan være livstruende for dem. Lad ikke en hund drikke af vandet - og har hunden været i algefyldt vand, er det vigtigt at pelsen skylles grundigt, da algerne ellers kan ende i meget store koncentrationer i hundens mave, når den gør sin pels ren.

Orientér dig, før du går i vandet

Aalborg Kommune holder løbende øje med vandkvaliteten rundt om i kommunen, og advarselsskiltene, der nu er sat op ved de ramte badesteder, vil først blive fjernet, når algekoncentrationen er på et ufarligt niveau igen.

Blå-grønne alger trives i perioder med varmt vejr i relativt stillestående vand, og med udsigt til masser af solskin og begrænset blæst den kommende tid, kan det ikke udelukkes, at algerne vil dukke op andre steder i Aalborg Kommune.

Badegæster opfordres derfor til at holde øje med skiltning ved badestederne, opdateringer på www.aalborg.dk og hvordan vandet tager sig ud på strandene.

En god tommelfingerregel er: Står man i vand til knæene, men ikke kan se sine tæer, fordi vandet er uklart, kan det være tegn på algerne, og så bør man lade være med at bade det pågældende sted. Derudover kan skumansamlinger på stranden være tegn på koncentrationer af døde alger og endnu en indikation på at svømmeturen bør foregå et andet sted.

Forsiden lige nu