Bælum åbner længe ventet købmand

For et år siden samlede beboerne i Bælum 2,8 millioner kroner ind til det butikshus, der i dag slog dørene op.

I dag kom dagen som mange beboere i Bælum har ventet på. Det butikshus mange har været med til at betale for slog i dag for første gang dørene op. 

For et år siden samlede de lokale i Bælum 2,8 millioner kroner ind til det nye butikshus. Det gjorde de ved at sælge folkeaktier. Med butiksåbningen i dag kunne beboerne i Bælum se, hvad deres mange penge er gået til. 

- Vi skal kunne mere eller mindre alt i Bælum, så kunderne ikke har nogen grund til at køre et andet sted hen, siger købmand Lukas Christiansen. 

Borgmesteren i Rebild kommune, Leon Sebbelin, Radikale Venstre, er ikke sikker på at modellen med folkeaktier kan fungere i alle byer, der kæmper mod butiksdød, men det kan være modellen kan fungere som inspiration. Borgerne i Bælum er i hvert fald ikke i tvivl om, at deres butik bliver en succes.

- Der er faktisk ikke nogen tvivl om, at det bliver en succes, det her. Det er jo et borgerdrevet projekt, hvor 375 anpartshaver tilsammen har tegnet for 2,8 millioner, som er egenkapitalen for at bygge det her hus, så vi har jo alle sammen en rigtig stor inetresse i, at det bliver en succes, siger Bente Søgaard. 

I Bælum nøjes de ikke med at fejre åbningen en enkelt dag. Her fejrer de hele weekenden med underholdning for både børn og voksne. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland