Bæredygtig turisme: Aalborg kåret som nummer fem i verden

Aalborg har taget et stort hop op ad ranglisten for verdens mest bæredygtige destinationer, og indtager nu en femteplads.

Aalborg er kåret til den femte mest bæredygtige turistdestination i verden, og er nu mere bæredygtig indenfor turisme end storbyer som Barcelona, Sydney og Kyoto ifølge Global Destination Sustainability Index – også kaldet GDS-indekset.

Indekset rangerer medlemsdestinationer ved at måle, evaluere og sammenligne bæredygtighedspræstationen inden for fysisk miljø, socialt miljø, leverandørernes præstationer og destinationsledelse.

Ved Center for Grøn Omstilling jubler de over placeringen.

- Vi er meget stolte af femtepladsen. Fremgangen skyldes ikke mindst, at Visit Aalborg har udarbejdet en politik for bæredygtighed, og at der allerede er taget skridt til implementering af den, siger Lis Rom Andersen fra Center for Grøn Omstilling.

Hun peger blandt andet på Bæredygtighedsfestivalen, hvor der var fokus på Aalborg som bæredygtig destination.

Kom med til Bæredygtighedsfestivalen 2019 her.

- Her var hele branchen samlet til oplæg og debat om bæredygtig turisme i Aalborg, og det blev tydeligt, at bæredygtighed fremover bliver vigtig for at tiltrække flere gæster til Aalborg, siger hun.

Arbejdet er ikke slut

I 2018 lå Aalborg på en 18. plads i GDS-indekset. Selvom byen er rykket 13 pladser op på blot et år, kan der stadig gøres mere for at fremme bæredygtig turisme, lyder det fra direktøren for Visit Aalborg.

quote Når det kommer til bæredygtighed, er Aalborg helt med fremme i front af feltet internationalt.

Lasse P. N. Olsen, rådmand

- Vi har først lige taget hul på arbejdet med at få en fælles bæredygtighedsstrategi og fælles indsatser. Der arbejdes nu videre med at få fælles målsætninger for bæredygtighed i branchen, så vi næste år kan få en endnu højere score på de forskellige parametre, og dermed potentielt rykke endnu højere op på GDS-indexet, siger direktør Anja Vangkilde Mathiasen.

I Aalborg Kommunes Miljø- og Energiforvaltning glæder rådmanden sig over femtepladsen.

- Det har vi bestemt grund til at være meget stolte over. At vi rangerer højere på listen end internationale storbyer som Washington D.C., Bruxelles og Sydney er bare med til endnu engang at understrege, at når det kommer til bæredygtighed, er Aalborg helt med fremme i front af feltet internationalt, siger rådmand Lasse P. N. Olsen.

Det er Gøteborg, der ifølge GDS-indekset er den mest bæredygtige turistdestination, mens København indtager en andenplads.


Seneste nyt

fra Nordjylland