Rekordmange på efterskole: Balance mellem faglighed og sjov

Foto: Daniel Mikkelsen

Søndag inviterede efterskoler landet over potentielle nye elever inden for. Efterskolerne specialiserer sig for at tiltrække elever, men den gode faglighed må ikke blive glemt, lyder det fra nordjyske forstandere.

Jacob Emil Andersen viste søndag rundt på Halvorsminde Efterskole ved Hjørring.

Skolen har ligget på samme sted siden 1903.

Han er selv elev, da en IT-linje på skolen fangede hans interesse.

- Det betyder meget for mig, jeg ville ikke have været lige så interesseret i den her skole, hvis der ikke havde været IT, fortæller Jacob Emil Andersen, der oprindeligt stammer fra Aalborg, til TV2 Nord.

En af dem, han viser rundt til Efterskolernes dag, er Isabella Kristensen, der går i skole i Hune.

Hun er på jagt efter noget helt specielt.

- Helt sikkert dans, springgymnastik og fitness med noget puls, forklarer Isabella Kristensen til TV2 Nord.

Læs også Forstander om ny efterskole i Thy: - Vores faciliteter er fantastiske

Netop efterskolernes specialisering er en af grundene til, at rekordmange vælger at bruge et år væk fra familien i 8.-, 9.- eller 10.-klasse.

De særlige linjefag har man flere af på Halvorsminde Efterskole. 

Jern og metal, arbejde med træ og vinterbadning er blot nogle af de aktiviteter, eleverne kan støde ind i på de forskellige linjefag, som skolen tilbyder. 

Men efterskolerne skal også huske at have fokus på den faglighe kvalitet, lyder det fra forstanderen.

- Vi skal være skarpe på nogle nicheprodukter og nogle linjer med noget god kvalitet. Så skal vi også lave god skole, fortæller forstander på Halvorsminde Efterskole, Jens Beermann, til TV2 Nord.

Han bliver bakket op af sin kollega fra Hørby Efterskole ved Sæby omkring 30 kilometer fra Halvorsminde.

- Når man laver sit valgfagsudbud, skal det ikke være tilfældigt. Man skal ikke tænke, at ’det er smart! Det må trække elever, det her!’ Der skal være en velovervejet refleksion i forhold til, om det passer ind i det, vi gerne vil som skole,, siger forstander på Hørby Efterskole, Mogens Vestergård, til TV2 Nord.

Alene i Nordjylland gik mere end 2.000 elever på efterskole i skoleåret 2018-2019.

Både Halvorsminde Efterskole og Hørby Skole har plads til 130 elever.  

Og noget tyder på, at der i hvert fald er sikret en ny elev til næste skoleår efter dagens åbent hus. 

- Jeg synes at det ser spændende ud, og jeg har endnu mere lyst til at gå her nu, siger Isabella Kristensen.

Læs også Efterskoler sætter rekord: Runder 30.000 elever for første gang nogensinde

03:04

VIDEO: Søndag bejlede de nordjyske efterskoler til potentielt kommende elever på den årlige Efterskolernes Dag.

Luk video

 

Forsiden lige nu