Ballade i taxa-branchen i Vendsyssel

 Ballade i taxa-branchen i Vendsyssel

Flere vognmænd er stoppet, og til foråret lukker og slukker to vognmænd i Løkken.

Vognmændene kan nemlig ikke få regnestykket til at gå op - efter Hjørring Kommune har taget den kommunale kørsel fra de private taxa-vognmænd. Kørslerne er nu lagt i hænderne på Nordjyllands Trafikselskab - NT - der så hyrer vognmænd ind til opgaver.
Der er stadig masser at lave, problemet er bare, at NT kørslerne på forhånd ligger fast og strækker sig over hele Nordjylland - med det resultat, at der så godt som aldrig er en taxa i Løkken.

Det vil vognmand Marthin Stadsvold ikke længere være med til.
- Jeg vil gerne køre taxa, men det kan ikke betale sig. Vi kører fra morgen til aften for NT, det er der ikke noget forkert i, men når jeg så også skal have aften og nattevagter så bliver jeg nødt til at hyre ekstra chauffører ind, og så er der ikke økonomi i det, så kommer jeg til at betale for at yde den service, det er at køre korte byture i Løkken, siger vognmanden, der har besluttet at stoppe til maj.

Tidligere kunne vognmændene selv administrere sine kørsler, selv lave aftaler direkte med kommunen og selv sende regningen, men det seneste år har Hjørring Kommune lavet en licitationsaftale med Nordjyllands Trafikselskab om at administrere kommunens kørsler.
Og det agter teknisk udvalgsformand, Ole Ørnbøl (Soc.Dem.) ikke at lave om på.
- Det står vognmændene frit for at søge kørsler fra NT, ligesom det står dem frit for at aflevere taxabevillingen. Det er et liberalt erhverv, som ligesom så meget andet er i udvikling, og hvis vognmændene hellere vil have det som i gamle dage, så kan de nøjes med at byde ind på almindelig bykørsel - og helt undgå kørslerne for NT, siger Ole Ørnbøl.

Kort før jul var der taxaballade i Hjørring, her demonstrerede taxavognmænd fra Hjørring Taxa mod Hjørring Kommunes bevillinger til vognmænd, der ikke er organiseret gennem bestillerkontoret hos Taxa Vendsyssel.


Seneste nyt

fra Nordjylland