Bankrøver fængslet i fire uger

Den 33-årige mand, som i går blev anholdt for bankrøveri i Hobro, er varetægtsfængslet i fire uger.

Kort efter klokken 13 tirsdag begik en 33-årig mand røveri hos Danske Bank i Hobro, og efter en intens biljagt blev han fanget igen. I dag er han blevet varetægtsfængslet i fire uger. 

- Manden slap afsted med over 70.000 kroner fra banken, og vi anholdt ham med hele byttet. Han erkendte at have begået røveriet i dagens grundlovsforhør og protesterede ikke over varetægtsfængslingen, fortæller anklager Majbrit Bak ved Nordjyllands Politi. 

Kort efter røveriet blev mandens flugtbil set af en patrulje fra Nordjyllands Politi, der eftersatte bilen i retning med Stenild. Fra Stenild gik eftersættelsen tilbage mod Hobro, og den endte midt i Hobro, på parkeringspladsen ved Superbrugsen på Adelgade, tæt på banken. Her fortsatte røveren sin flugt til fods.

En hundepatrulje fik dog hurtigt løbet manden op hvorefter han blev anholdt og sigtet.

Både udbyttet fra røveriet samt gerningsvåbnet blev fundet i den bil, manden var flygtet i.


Seneste nyt

fra Nordjylland