Bankrøver stjal bil i Frederikshavn

Røver stjal bil i Frederikshavn, tankede benzin i Hobro og begik så røveri i Risskov ved Aarhus.

De ansatte i Danske Banks filial i Risskov har torsdag formiddag været udsat for røveri.

Gerningsmanden flygtede i en bil, som blev stjålet fra parkeringspladsen ved sygehuset i Frederikshavn. Tyveriet er formentlig sket enten tidligt torsdag morgen eller om natten, lyder det fra politiet.

Bilen er en sølvgrå Ford Escort fra 1990 med registreringsnummeret UU 55 813, oplyser Østjyllands Politi.

Tyven kørte lidt i otte ind på Shell-tanken på Aalborgvej i Hobro. Her fyldte han benzin på bilen uden at betale. Derefter fortsatte han turen sydover mod Aarhus, hvor han altså slog til mod banken på Nordre Strandvej i Risskov klokken 10.25.

Politikommissær Mogens Brøndum har ikke umiddelbart detaljerede oplysninger om røveren. Men vidner, der har set den ældre bil, opfordres til at henvende sig.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland