Bare ben i den kolde fjord: Mange ville se den døde hval

Fredag eftermiddag kom flere besøgende forbi Ørnedalsbugten ved Hobro for at se den døde sejhval.

En storstilet redningsaktion for sejhvalen i Mariager Fjord var i fuld gang med at blive planlagt. Men det blev aldrig til noget, for fredag blev hvalen fundet død ved Ørnedalsbugten, der ligger på sydsiden af fjorden lidt øst for Hobro.

I den tid, hvor hvalen har svømmet rundt i havnen, har der dagligt været masser af mennesker på kajen for at se den elegante kæmpe.

Nu hvor hvalen er død, var der også flere, der lagde vejen forbi og endda trodsede det kolde vand for at komme helt tæt på dyret.

I bare ben og med iskoldt fjordvand til langt over knæene troppede Karen Grethe Pedersen op for at se den hval, som hun har flugt nøje.

- Jeg har fulgt den hver eneste dag, to gange om dagen. I dag kørte jeg og en kammerat faktisk ud til Bramslev for at se, om den var derude, men det var den desværre ikke. Så læste jeg her i eftermiddag, at den var død, og jeg ville lige ud og se den en sidste gang, fortæller Karen Grethe Pedersen.

Det var ikke kun kulden, der fik stemmen til at bævre en smule, da hun stod ved siden en den døde hval.

- Jeg er meget berørt over det. Det er frygteligt, at den ikke blev reddet, men sådan er det jo. Og vi ved jo heller ikke, om den har været syg. Jeg håbede virkelig, det kunne lade sig gøre at redde den, for jeg syntes, den så frisk ud, siger hun.

Andre har taget en noget længere køretur for at få et glimt af hvalen. Simon Skjoldborg fra Skanderborg og Esther Kaaris fra Århus havde også mandet sig op til en vinter-soppetur i bare ben for at se og røre hvalen og få et par billeder af den med hjem.

Vi håbede at se den i live. Vi var først inde ved havnen og stå og kigge, og så kom der en forbi og sagde,at den var død i dag. Så så vi, at der var en fra Naturstyrelsen på vej herud, siger Esther Kaaris.

Hendes stemme dirrer mere af kulde end af bedrøvelse, for som hun siger, er det naturens gang, at dyr nogle gange dør. Det samme mener Simon Skjoldborg.

- Jeg var nok en af dem, der mente, at det ville ske før eller siden. Jeg ved ikke så meget om det, men ud fra, hvad jeg har læst, kunne jeg forstå, at det nok var den vej, det gik, siger han.

Lørdag fortsatte folk med at valfarte til hvalen. Selv om det var en noget besværlig tur, havde flere besøgende besluttet at lægge vejen forbi. Se mere i videoen herunder:

Hundredevis af hvalturister fra store dele af af Jylland valfarter til Hobro.

Søndag er det planen, at Naturstyrelsen vil slæbe hvalen tilbage til havnen i Hobro, hvor den skal op på land. I begyndelsen af den kommende uge skal hvalen obduceres samme sted, så forskerne kan blive meget klogere, på hvalen, dens helbred og levevis.

Blandt andet vil man opklare helt basale forhold som hvalens alder og køn, og dernæst vil man ved at se på blandt andet spæklaget og knoglestrukturen kunne sige meget mere om hvalens sundhedstilstand. Endelig håber man naturligvis at finde en forklaring på, hvorfor hvalen er død.


Seneste nyt

fra Nordjylland