Barfoeds bagland: Lene Espersen må gå af

Foto: TV2/Nord

Lene Espersen skal overlade posten som formand for De Konservative til Lars Barfoed, mener Barfoeds bagland

Konservative formænd i justitsminister Lars Barfoeds (K) nordsjællandske bagland opfordrer nu direkte udenrigsminister Lene Espersen (K) til at vige pladsen som politisk leder. Det skriver Berlingske Tidende.

Flere kilder tæt på Lars Barfoed bekræfter samtidig over for avisen, at Barfoed internt har gjort det klart, at han er helt parat til at overtage formandsposten, så snart Espersen enten trækker sig eller bliver tvunget til at gå.

Lang tids elendige meningsmålinger kulminerede i fredags, da en Greens-måling i Børsen sendte partiet ned på 4,5 procent og dermed den dårligste opbakning i partihistorien.

Det kombineret med intern uro får dem til at efterlyse et ledelsesskifte allerede inden et valg for at mindske en konservativ øretæve ved valget.

- Det går jo ikke skidegodt, lad os sige det sådan. De seneste tiltag har ikke været imponerende. Der skal nogle andre boller på suppen, siger lokalformand Poul Dobel fra Halsnæs.

På spørgsmålet om hvorvidt det er en opfodring til Lars Barfoed om at tage opgøret med Lene Espersen allerede nu, svarer Poul Dobel:

- Det kunne det godt være, ja. Der hænger for meget ved i øjeblikket, det vil være rigtigt at give den gas. Det kan kun gå for langsomt.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord