Beauchamp tavs efter rødt kort

Michael Beauchamp fik en forfærdelig debut for AaB med rødt kort efter 17 minutter, og i de 17 minutter han var på banen begik han en del fejl.

Pressen stod i kø efter AaBs afklapsning mod OB for at få en kommentar fra AaBs australske forsvarsspiller Michael Beauchamp, men australien var tavs.

- Han er væk, lød det overrasket fra AaBs pressechef Brian Andersen.

Dermed ingen ord fra Beauchamp. Han forlod nemlig Aalborg Stadion straks efter slutfløjtet, og han havde også haft god tid til at klæde om. Allerede efter 17 minutter blev han vist ud. På det tidspunkt førte OB 1-0. En føring som let kunne have været større. AaBs midterforsvar med Beauchamp var rystende usikkert.

AaB måtte spille resten af kampen med 10 mand. Mestrene forsøgte at presse OB, men det var en umulig opgave. AaB tabte 3-0, og har kun fire point efter fem kampe. Det er otte færre end OB.

- Vi taber nogle lette bolde, og så kører de lige igennem. Det er bare ikke godt nok, konstaterede AaBs midtbanespiller Kasper Risgaard, som ikke ville sætte ord på Beauchamps første kamp for AaB.

Flere nyheder fra TV2 Nord