Beboer: Kynisk at overveje ø-lukning

Foto: Per Frank Paulsen

Formanden for Egholm Samråd mener, at øens værdi ikke alene kan opgøres i økonomi.

Tallene er ikke retvisende, når en opgørelse viser, at Egholms beboere i gennemsnit koster samfundet en merudgift på 143.375 kroner per næse om året.

Det mener Ove Axelsen, som er formand for Egholm Samråd.

- Vi fik en ny færge i 2011, som ikke har været ude at sejle endnu. Det har været en større sag, og det er prisen for den, der gør, at Egholm stikker voldsomt ud i statistikken, siger han.

Formanden mener, at Egholm traditionelt har været en af de billigere øer for samfundet. Han anslår, at det reelle tal nærmere er 60.000 kroner per indbygger om året.

- Det er lidt kynisk at gøre det op på den her måde. Og efter et rent økonomisk perspektiv ville det måske være bedre, hvis vi alle boede i København, siger Ove Axelsen, som er landmand og har boet på Egholm i 30 år.

- De danske småøer er også kultur, og det synes jeg, man bør tænke over, siger han.

Der er i alt 48 beboere på Egholm, som ligger i Limfjorden fem minutters sejlads fra Aalborg. De fleste indbyggere er pendlere, som arbejder på fastlandet. der er ingen butikker, skole eller kirke på øen, men der er en restaurant, som næsten udelukkende har åbent om sommeren.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord