Beboer sad i køkken under brand

Foto: Christell Iversen

Mens naboer slukkede ildebrand med vangslanger og spande udenfor, sad mand i køkken - uvidende om flammerne i taget.

Hurtig reaktion fra naboer på Tårnvej i Tårs reddede mandag formiddag et hus, som stod i flammer.

Ilden havde bredt sig fra et skur til husets tagkonstruktion. Imens sad husets ejer i køkkenet få meter væk - aldeles uvidende om ildebranden.

- Naboerne handlede hurtigt og begyndte at slukke ilden i skuret med vandslanger og spande, mens vi blev alarmeret, fortæller beredskabschef Dennis Ottosen fra Hjørring Beredskab.

- Naboernes indsats redder huset, og der er ikke meget arbejde tilbage til os, da vi ankommer med 14 mand fra Hjørring og Østervrå. Vi går straks i gang med vores nye skæreslukker, som hurtigt slår de sidste flammer ned, og vi kan sende de seks Østervrå-folk hjem med det samme.

Imens er beboeren kommet ud og kan se, at cykelskuret ikke står til at redde, og brandfolkene er i gang med efterslukningsarbejde under hustaget.

Årsagen til branden er endnu ukendt. Politiets teknikere er tilkaldt og forsøger at finde frem til en forklaring.

Flere nyheder fra TV2 Nord