Beboere belejrer vej med trailere

Dagligt står der ofte op til 15 trailere og biler på en gade i Løgstør. Til stor gene for mange bilister. Men beboerne på gaden gør det helt bevidst.

Revner og sprækker i huset. Et syn syn, de færreste bryder sig om at se. Men det er virkeligheden for en lang række beboere på Bredgade i Løgstør. De mener, det skyldtes de tunge køretøjer, der kører på deres vej. Køretøjer, der egentligt godt kunnet tage omfartsvejen, der ligger lige ved siden af Bredgade.

Beboerne på Bredgade i Løgstør er nu så trætte af de tunge køretøjer, at de selv er begyndt at lave chikaner på vejen. De parkerer deres trailere og biler langs vejen i stedet for i indkørslen.

- Det hjælper. Det sænker hastigheden, og det er den vi er trætte af, siger Niels Kristian Larsen, der er beboer på vejen.

Til stor frustration for de andre bilister, der gør brug af vejen. På en facebookgruppe skriver medlemmerne lystigt om, hvor trætte de er af trailer-belejringen.

De skriver blandt andet, at ’det er en barnlig demonstration’.

Lastbilerne må faktisk slet ikke køre på Bredgade, medmindre de har et ærinde. Alligevel har borgerne på 8 timer talt 92 lastbiler, der brugte den som gennemfartsvej.

- Det er en skrue uden ende det her. Derfor har vi selv prøvet at lave lidt, sige Kjeld Kjeldsen, der er beboer på vejen.

Men det lader til, at der måske snart er udsigt til færre lastbiler på bredgade samt færre trailere.

-Jeg kan godt forstå utilfredshed. Derfor holder vi den 28. januar et borgermøde, og så laver vi det, så godt vi kan. Hvis borgerne gerne vil have chikaner, så får de chikaner, siger Niels Krebs Hansen, der er formand for Teknik/Miljø i Vesthimmerlands Kommune.

Og det er de da også sådan nogenlunde tilfredse med.

- Så bliver det endnu mere træls for lastbiler at køre herind, og Det er da med til at hjælpe os. Men det kunne de have gjort inden de åbnede vejen, fortæller Niels Kristian Larsen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland