To beboere reddet ned med stige: Seng brød i brand i lejlighedskompleks

Fire mennesker måtte søndag aften en tur omkring skadestuen for at blive tjekket for røgforgiftning, efter en brand i en seng sendte røg ud i en hel ejendom.

Søndag aften udbrød der brand i en etageejendom i Langelandsgade i Hjørring. Branden var ikke stor, men den udviklede så meget røg, at Nordjyllands Beredskab måtte have gang i stigerne for at hjælpe nogle af beboerne i ejendommen ud.

Det oplyser indsatsleder Jesper Ludvigsen.

- To af beboerne hjalp vi ned med stige, men det var måske mest for oplevelsens skyld. Og så fordi der var en del røg i trappeopgangen, siger indsatslederen.

Branden var opstået ved 18-tiden i en lejlighed i stueetagen, hvor der af endnu ukendte årsager var gået ild i beboernes seng. Det opdagede de to beboere selv, og de fik tilkaldt brandvæsnet.

- Alle beboere i ejendommen blev sendt på skadestuen til tjekt for røgforgiftning, for det gav altså nogen røgudvikling. Branden var som sådan hurtigt slukket, men ejendommen er lidt røgskadet, og især stuelejligheden, hvor ilden opstod, er så sodskadet, at den ikke er til at bo i lige foreløbig, siger Jesper Ludvigsen fra Nordjyllands Beredskab.

Der er i alt fem lejligheder i ejendommen, oplyser indsatslederen. Ingen af beboerne kom til skade under branden. Og efter en times arbejde kunne de i alt ni mand, der var rykket ud til branden, pakke sammen og returnere til stationen. 

Det var i denne ejendom, at branden opstod ved 18-tiden søndag aften.
Det var i denne ejendom, at branden opstod ved 18-tiden søndag aften.
Foto: Google Maps

 


Seneste nyt

fra Nordjylland