Bedre parkering ved Gigantium

Foto: Per Frank Paulsen

Efter flere tvivlsomme parkeringssager ved multiarenaen vil kommunen nu søge løsninger.

Aalborg Kommune har netop nedsat en arbejdsgruppe, der skal undersøge, hvordan parkeringsforholdene ved Gigantium forbedres på den lange bane. Besøgende i Gigantium har tidligere haft store udfordringer med at finde ud af, hvor de kan parkere lovligt, og den tvivl skal nu fjernes.

- Det er klart i Aalborgs ånd at sikre, at hele oplevelsen bliver god omkring de store kulturbegivenheder, som vi er stolte af, at vores by tilbyder. Store koncerter og lignende trækker folk til mange steder fra, og de praktiske rammer omkring det skal selvfølgelig også være i orden, siger rådmand Mads Duedahl fra Sundheds- og Kulturforvaltningen.

Allerede nu vil der også ske tiltag for at forbedre bilgæsternes mulighed for også at få en god parkringsoplevelse, når de besøger Gigantium. Det betyder, at parterne vil sætte gang i bedre skiltning og information om parkeringsreglerne.

- Det ligger os meget på sinde, at informationen er så god som overhovedet muligt, så både de lokale og de udenbys gæster har let ved at finde frem til, hvor de kan parkere lovligt, siger rådmand Lasse P. N. Olsen fra Miljø- og Energiforvaltningen.

Derudover er også By- og Landskabsforvaltningen med i samarbejdet.

Flere nyheder fra TV2 Nord