Bedre screening af rygpatienter skal give millionbesparelse

Tusindvis af danskere rammes hvert år af rygsmerter. Men på forhånd ved hverken behandler eller patient, om behandlingen virker. Det vil forskere nu ændre, og det kan give millionbesparelse.

Cirka halvdelen af den voksne danske befolkning har ondt i ryggen i større eller mindre omfang i løbet af et år, og ifølge Gigtforeningen har mere end 600.000 af dem en egentlig rygsygdom. Tusinder får behandling mod deres gener, men uden at hverken patient eller behandler inden behandlingsstart kan vide, om behandlingen vil have den ønskede effekt, eller om patienten vil være bedre tjent med en anden type behandling i en anden del af sundhedsvæsenet.

- Problemet er, at ikke alle reagerer ens på en given behandling, selv om deres symptomer minder om hinanden. Alligevel betragtes patienter med lændesmerter ofte som én homogen gruppe, og det betyder, at patienter ofte får den samme behandling. Sådan fortæller fysioterapeut, forsker og ph.d. ved Aalborg Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Thorvaldur Palsson, som sammen med fysioterapeut og ph.d.-studerende Steffan Wittrup Christensen står bag projektet. 

Men patienterne er ikke en homogen gruppe. Derfor vil de lave et screeningsredskab, så den rigtige behandling for en given patient bliver valgt første gang.

- Uden konkret viden om symptomernes underliggende årsag hos den enkelte patient forud for behandlingsstart risikerer nogle patienter at betale for noget, der ikke rigtigt gavner dem med frustrationer, spildte penge og spildt tid til følge. Samfundsøkonomisk er det også ganske betragtelige summer, der bliver brugt på forskellig behandling og udredning, og som i en del tilfælde sandsynligvis vil kunne være brugt bedre på anden vis, lyder det fra Steffan Wittrup Christensen.

I projektets opstart vil de folk med rygsmerter, der deltager i projektet, blive grundigt undersøgt for at kortlægge deres smertetilstand. Dernæst bliver de tilbudt en skræddersyet behandling, som udføres af specialister i muskuloskeletal fysioterapi. Såvel undersøgelse som behandlingerne er gratis for patienter. Undervejs og efter behandlingsforløbet er afsluttet, vil forskerne så måle, hvilket udbytte den enkelte patient har haft af behandlingerne og sammenholde resultaterne med de målinger af den enkelte patient, som blev foretaget, inden behandlingen gik i gang.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland