Begravelser i skoven på vej

Et lovforslag der skal igennem folketinget straks i det nye år betyder, at afdøde danskere snart kan få deres urner nedsat i de danske skove.

Flere års kamp fra Foreningen Løvfald med Julius Arenfeldt fra Sæby i spidsen, ser nu ud til at bære frugt.

Folketinget behandler straks i det nye år et lovforslag der betyder, at danskere kan få deres urner nedsat i de danske skove.

Loven ser ud til at glide igennem uden de store problemer. Dansk Folkeparti er i øjeblikket de eneste, som er imod.

- Jeg bryder mig ikke om at blande naturen og kirkegården sammen. Det vil desuden kræve en masse administration og kontrol, som vi kender i dag - og så sker der jo jævnt tit at vi har vandaler, der hærger vores kirkegårde. Det bliver mere svært at overvåge, hvis vi begraves i skovene, siger Anita Knakkergård fra Dansk Folkeparti til TV2/NORD.

Mens de øvrige 7 partier i folketinget er med på at begrave urner i skoven, så støttes Dansk Folkeparti i deres modstand af Kristendemokraterne.

- Jeg dynes vi har valgmuligheder nok i Danmark og masser af gode traditioner. Flere kirker ligger i forvejen i naturskønne områder, så vi behøver ikke blive begravet i skoven, siger Mogens Nørgård, Næstformand hos Kristendemokraterne og medlem af regionsrådet i Region Nordjylland.

Når loven efter al sandsynlighed vedtages, vil et de første steder, hvor man kan få sin urne nedsat i skoven blive Sæbygård Skov ved Sæby.


Seneste nyt

fra Nordjylland