Beierholm kåret til Danmarks bedste arbejdsplads

Foto: Pressefoto

Den nordjyske virksomhed er onsdag aften blevet kåret til Danmarks bedste arbejdsplads ved et gallaarrangement i København.

Den nordjyske virksomhed Beierholm er onsdag aften blevet kåret til Danmarks bedste arbejdsplads. Beierholm vandt blandt andet, fordi de udviser en udtalt nultolerance over for mistrivsel blandt medarbejdere og ledelse.

Det var det internationalt anerkendte Great Place to Work Institute i Danmark, der stod for kåringen.

Godt 25.000 medarbejdere fra 125 virksomheder har deltaget i denne 14. udgave af kåringen, der blev afsløret ved et gallaarrangement i Cirkusbygningen i København.

Beierholm deltog for syvende gang og har løbende forbedret sin placering. Revisionsfirmaet med 19 kontorer fordelt over hele landet løb denne gang med førstepladsen inden for kategorien af store arbejdspladser med over 500 medarbejdere:

- Vi er meget, meget stolte over at være blevet kåret til Danmarks Bedste Arbejdsplads 2014. Vi har nu bevist, at det er muligt at skabe medarbejdertilfredshed i en branche, der både er kendetegnet ved perioder med lange arbejdsdage, og fritid, der ofte bruges på de studier, der skal understøtte karrieren, siger adm. direktør i Beierholm, Kenneth Jensen, i en pressemeddelelse.

- Resultatet skyldes, at vi gennem en årrække har valgt en ret usædvanlig tilgang til ledelses- og medarbejdertrivsel, og nu får de mange anstrengelser så det største skulderklap, vi kan forestille os. Det er vi naturligvis meget tilfredse med, siger han.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord