Bekræfter interesse fra Superligaen

FC Hjørrings Calum Butcher bekræfter, at AaB og flere andre klubber i Superligaen er interesserede i ham.

Det skriver tipsbladet.dk

Calum Butcher kan ende i Superligaen. Ifølge sporten.dk, så har AaB allerede vist interesse for FC Hjørrings midterforsvarsspiller. Calum Butcher bekræfter nu selv, at AaB og flere andre klubber fra den bedste danske række holder øje med ham.

- Jeg ved, at der er en 5-6 Superligahold sammen med AaB, der er interesseret, men lige nu venter jeg bare på et tilbud. Jeg fokuserer på at spille sæson færdig for Hjørring, og så må vi se, hvad der sker, siger han til tipsbladet.dk.

Den engelske fodboldspiller kom til FC Hjørring sidste år. Her spiller han på en etårig kontrakt, der kan forlænges, hvis parterne ønsker det. Selv føler han sig klar til Superligaen.

- Jeg fortjener det, synes jeg. Jeg har haft en rigtig god sæson, og jeg er kun 21 år, så jeg vil til et hold, hvor jeg kan udvikle mig endnu mere. Det er egentlig det, det handler om. At jeg kan tage det næste skridt og bygge på, siger han til tipsbladet.dk

I første omgang skal Calum Butcher dog spille nedrykningsspillet sammen med FC Hjørring. Klubben har tre point ned til nedrykningsstregen med tre spillerunder tilbage af sæsonen.


Seneste nyt

fra Nordjylland