Benjamin, en online ludoman

Adgangen til pengespil på nettet er nem, og for Benjamin Skals var det den direkte vej til bedrageri og skilsmisse.

Benjamin Skals er tidligere ludoman. Det var især spil på nettet, der trak i den 24-årige. Poker var favoritspillet, men alt, hvad der kunne satses penge på, var interessant. Han havde en konto på de fleste danske spillesider. På mobilen lå deres apps, så det var nemt, og fristelsen lå hele tiden i lommen.

- - Jeg spillede, når jeg var ude for at ryge, og når jeg kørte fra A til B. Ja, selv når jeg sad på toilettet, spillede jeg. Det var hele tiden. En gang spillede jeg 18 timer i træk på computeren, fortæller Benjamin Skals.

Når spillekontoen var tom, skulle der skaffes penge, og det skete ikke sjældent på ulovlig vis. Han har afluret kontokortoplysninger, som han har brugt til at oprette nye spilleprofiler. Han har stjålet kontanter og en bil. Og han har lænset sin nu tidligere kones opsparingskonto på over 100.000 kroner.

- - Jeg har over 30 politisager, og det er forfærdeligt, det jeg har gjort. Men jeg havde en forestilling om, at jeg skulle betale pengene tilbage, siger Benjamin, der var så opslugt af spillet, at han mistede al socialt liv.

Han har spillet for to-tre millioner kroner. Alt, hvad han har vundet, er spillet op eller brugt på dyre vaner. Tilbage er en gæld på et par hundrede tusinde kroner, et forlist ægteskab og det store arbejde med at genoprette tilliden til de mennesker, han har snydt og løjet overfor.

Han har erkendt, at han er ludoman, og han er i behandling hos Dansk Misbrugsbehandling i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland