Bennys hjem er fundet

00:36

Næsebjørnen Benny skal bo på Stenaldercentret i Ertebølle. Foto: TV2/Nord

1 af 2

Efter 50 henvendelser er det nu besluttet, hvor næsebjørnen Benny skal bo.   

Næsebjørnen Benny har nu fået et sted at bo.

Siden TV2/Nord efterlyste et nyt og trygt hjem til den lille nuttede bjørn, er det strømmet ind med henvendelser til Dyrenes Beskyttelse fra folk, der hellere end gerne ville tage Benny til sig.

Vildtplejer Kristian Mosgård oplyser, at de har modtaget omkring 50 henvendelser fra folk fra hele landet.  

- Det er en hel utrolig respons, vi har fået. Faktisk har vi haft en del skrevet op, som kunne blive gode ejere af Benny, siger han. 

Ikke alle kunne dog opfylde de krav, som en næsebjørn stiller. En næsebjørn har nemlig brug for et stort anlæg, som den kan boltre sig på.  

Efter at have gennemgået alle henvendelserne faldt valget på Stenaldercentret i Ertebølle i Vesthimmerland. Her flytter Benny ned om to ugers tid. Det giver Stenaldercentret tid til at få gjort et anlæg klar til den lille bjørn. Stenaldercentret har også andre dyr gående.  

Det antages, at Benny er undsluppet fra sit fangenskab. Eller også er Bennys ejer bare blevet træt af ham. Han er meget sky og ikke lige til at komme i nærheden af. Han er langt fra udvokset og menes at være kun omkring et år gammel.

Lige nu vejer han kun fem kilo, men han kan komme op at veje det femdobbelte. Han blev fanget i en fælde ved Hjallerup.

Har du et godt tip?