Surfere fundet i god behold

Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)

Nordjyllands Beredskab søgte tirsdag eftermiddag efter forsvundne paddlesurfere ved Thisted. Surferne er fundet i god behold på Mors.

En helikopter var i luften og en båd var tirsdag eftermiddag i vandet ved Thisted for at søge efter tre forsvundne paddlesurfere. Surferne sejlede tirsdag eftermiddag ud fra roklubben i Thisted, og da de ikke var set i omkring en times tid, blev en eftersøgning sat i gang.

- Det blæser ret kraftigt, så surferne kan være drevet i land et andet sted. Det ved vi ikke, og derfor søger vi efter dem, fortalte vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV2 Nord.

Nordjyllands Beredskab fik meldingen om den mulige drukneulykke tirsdag klokken 16.33, og en eftersøgning blev sat i gang umiddelbart derefter.

Omkring klokken 17.10 kunne eftersøgningen afblæses. De tre paddlesurfere var fundet i god behold på Mors. Surferne ringede selv og fortalte, at de var okay, da de så helikopteren i luften, fortæller indsatslederen fra Nordjyllands Beredskabs station i Thisted til TV2 Nord.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord