Beredskab stadig talstærkt til stede ved halmbrand

Otte mand kontrollerer onsdag morgen nedbrændingen af den brand i en halmlade, der brød ud tirsdag aften.

Efter en lang nat med at overvåge og kontrollere den store brand, der tirsdag aften brød ud i en halmlade ved Brovst, er beredskabet i Jammerbugt Kommune stadig massivt til stede ved branden.

Otte mand sikrer onsdag morgen, at den drillende vind ikke får held til at sprede for mange gløder og stikflammer til de omkringliggende bygninger, heriblandt en stald med 80 kalve og stuehuset, som begge er forbundet med laden.

- Der er stadig rigtig godt gang i flammerne. Og der er stadig ild helt op i fire meters højde, så der går lang tid, før det er brændt helt ud. Men vi har ikke andet valg end at være tålmodige, for vand nytter ikke noget i det her tilfælde, siger indsatsleder Ole Leonhard. 

Alt efter hvordan branden udvikler sig i løbet af dagen, er det muligt, at en kran vil blive tilkaldt for at rode op i halmen og på den måde fremskynde nedbrændingen.

- Lige nu er vi mange mand herude for at sikre, at ilden ikke pludselig breder sig igen. Men hvis alt går vel den næste dags tid, kan det være, vi kan komme ned på to mand herude. Indtil videre håber vi ikke, vi bliver kaldt ud til flere brande - vi har haft en del af dem på det seneste, siger Ole Leonhard.

Takket være beredskabets indsats med at afskære branden er staldbygningen med de 80 kalve stort set intakt, og beboerne i stuehuset har kunnet sove i deres egne senge.

Nordjyllands Politi har indtil videre intet nyt i sagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland