Beredskabschef bliver ny kommunaldirektør i Jammerbugt Kommune

52-årige Bjarne Grøn overtager fra 1. november jobbet som kommunaldirektør i Jammerbugt Kommune.

En enig kommunalbestyrelse har på ekstraordinært møde torsdag eftermiddag besluttet, at 52- årige Bjarne Grøn skal stå i spidsen for Jammerbugt Kommune og kommunens 3.000 ansatte.

Bjarne Grøn kommer fra jobbet som direktør for Nordjyllands Beredskab I/S. Han overtager kommunaldirektørposten efter Henrik Hartmann Jensen, der skal være sekretariatsleder i BRN.

Den nye kommunaldirektør ser frem til at møde medarbejdere og politikere i Jammerbugt Kommune.

- Jeg glæder mig til at starte i et spændende job i en spændende kommune, der er i en positiv udvikling. Især ser jeg frem til at fortsætte udviklingen af Jammerbugt Kommune i samspil med den politiske ledelse, borgere, medarbejdere, erhvervslivet og flere andre samarbejdspartnere, udtaler Bjarne Grøn.

Også borgmester Mogens Gade er tilfreds med valget af Bjarne Grøn.

- Vi er overbeviste om, at vi med Bjarne Grøn får en kvalificeret og engageret kommunaldirektør, der kan samle organisationen på kryds og tværs i Jammerbugt Kommunes fortsatte udvikling, siger borgmester Mogens Gade i en pressemeddelelse.

Bjarne Grøn er uddannet Cand. Oecon. fra Aarhus Universitet og kommer fra stillingen som direktør for Nordjyllands Beredskab I/S. Han har fra 1999 til 2015 været ansat i KMD, bl.a. som projektchef, udviklingsdirektør og senest som direktør. Før dette var han ansat i Multi-Inform A/S som chef samt i Spar Nord Bank blandt andet som projektchef. Desuden har Bjarne Grøn erfaring fra direktions- og bestyrelsesarbejder.


Seneste nyt

fra Nordjylland