Berlinsag genoptaget

Efter han i sidste uge forsøgte selvmord var den drabsanklagede mand fra Øster Hurup i dag tilbage på anklagebænken

For syv dage siden fik han retssagen udskudt, da han forsøgte at tage sit eget liv i fængselscellen. Men forsøget lykkedes ikke, og derfor sad en tidligere familiefar fra Øster Hurup i dag igen på anklagebænken, da retssagen mod ham blev genoptaget ved landsretten i Potsdam.

Han er anklaget for sidste år i august at sætte ild til den bil, hvor hans to børn sov i. Forinden havde han givet dem sovepiller. Danskeren har indrømmet handlingen, men nægter at det var planlagt. Ifølge anklagemyndigheden er en kamp om myndigheden over de to børn på ni og ti år årsagen til den grusomme handling.

Ved dagens retsmøde afgav tre borgere fra Øster Hurup, hvor familien boede, deres vidneforklaring. Forklaringer, sagens tyske retspsykiater skal bruge til at vurdere, om manden er i stand til at modtage en almindelig fængselsdom eller skal have en behandlingsdom.

Moderen til de to børn, mandens ekskone, skulle have afgivet forklaring i sidste uge. Den afhøring er udskudt til den 3.maj. Efter planen skal der falde dom i sagen den 31.maj.


Seneste nyt

fra Nordjylland