Beskæftigelsen stiger i Nordjylland

Opsvinget begynder at bide sig fast i Nordjylland, hvor beskæftigelsen stiger.

Den seneste opgørelse viser, at antallet af lønmodtagere er steget med 4.010 fuldtidspersoner fra marts 2016 til marts 2017. Det svarer til en stigning på knap to procent. Fra maj 2016 til maj 2017 er 1.148 ledige kommet i arbejde. 

- Der er god grund til at glæde sig over den markante beskæftigelsesfremgang. Den viser, at den positive udvikling, vi også så tidligere på året, har bidt sig fast, udtaler Birgit Frederiksen, formand for De Regionale Arbejdsmarkeds Råd (RAR) i Nordjylland.

- Flere kommer i beskæftigelse, og vi kan se på udviklingen i ledigheden for de forsikrede, at det kommer alle grupper til gode, også de kortuddannede. Vi har dog stadig en udfordring i at få nyuddannede hurtigere i job, end det sker i dag. Det ligger RAR meget på sinde, at de unge, der nu i sommer afslutter deres uddannelse, skal ud og bruge den. De er dygtige og topmotiverede. Dem skal vi finde plads til, siger Birgit Frederiksen. 

 
 
Foto: RAR

Fra marts 2016 til marts 2017 er antallet af lønmodtagere i Nordjylland steget fra 209.950 til 213.960 fuldtidspersoner. Det er en stigning på 4.010, hvilket svarer til 1,9%. Samtlige nordjyske kommuner har oplevet vækst i beskæftigelsen. Aalborg topper med godt 1.300 flere i job.

Ledighedsprocenten i Nordjylland er på 4,6% i maj måned. Det er 0,5 procentpoint højere end ledigheden på landsplan1. Det er en stigning i forhold til maj 2016 på 0,4 procentpoint. Stigningen kan stort set forklares med en ændret praksis for registrering af ledige integrationsydelsesmodtagere. Relativt er ledigheden steget mest i Morsø Kommune (42,2%), mens Mariagerfjord Kommune har den mest beskedne stigning (2,4%). 

 
 
Foto: RAR

Stigningen i ledigheden vedrører derfor mest de ledige ikke-forsikrede, som har haft en stigning på godt 1.525, mens der netto har været et fald i de forsikredes ledighed. I langt de fleste a-kasser har der været et fald i ledigheden. I 3F og FOA, hvor ledigheden er faldet mest, er der i maj 2017 henholdsvis 171 og 170 færre ledige end i maj 2016. For FOA er det et relativt fald på 21,1% mens det for 3f er på 8,2%.

Ledigheden steg med 17,5% for mænd og 3,3% for kvinder. Udviklingen afspejler, at der er flest mænd blandt de flygtninge, der modtager integrationsydelse og nu registreres som jobklare ledige. Ledigheden steg mest i aldersgrupperne op til 29 år. 

 
 
Foto: RAR

Seneste nyt

fra Nordjylland