Beskyldninger: Kro forfalder med vilje

Efter TV2/Nord i går fortalte om Vrå Hotel, der står og forfalder, har TV2/Nord i dag fået flere henvendelser om at også den historiske Sebbersund Kro nær Nibe er ved at gå i forfald.

Ejeren af begge bygninger er den samme. Den aalborgensiske ejendomsmatador Jesper Skovsgaard. I Sebbersund mistænker borgerne ham for at lade kroen forfalde med vilje.

Borgerne i Sebbersund er rigtig godt trætte af ejeren og direktøren for ejendoms- og byggeselskabet 2E Group, Jesper Skovsgaard. Det er ham, der ejer den priviligerede kongelige kro på havnen.

- Han venter bare på, at kroen forfalder så meget, at han kan få lov at rive den ned, siger en af borgerne i Sebbersund, Frants Poulsen, til TV2/Nord.

For 6-7 år siden søgte Jesper Skovsgaard om tilladelse til at rive Sebbersund Kro ned, for i stedet af bygge huse på grunden. Men han fik ikke lov af den daværende Nibe Kommune.

Kroen har været udbudt til salg gennem længere tid for lige omkring tre millioner kroner. En af de, der har været interesseret i at købe sammen med flere andre, er købmanden i Barmer.

- Vi startede med at have en fornuftig dialog, men jo tættere vi kom på seriøse forhandlinger, så gik Jesper Skovsgaard tilbage til den oprindeligt urimelig høje pris. Det virkede ikke som om han var reelt interesseret i at sælge, siger købmand Anton Leed Krøs.

TV2/Nord har tilbudt Jesper Skovsgaard at medvirke i et tv-indslag om beskyldningerne. Det har han ikke ønsket.

MERE I TV2/NORD TORSDAG KL. 19:30


Seneste nyt

fra Nordjylland