Besøgsrekord i Lille Vildmosecentret

Hele 74.000 har besøgt Lille Vildmosecentret gennem årets sæson. Det er rekord.

Den 23. oktober var sidste åbningsdag på Lille Vildmosecentret i år. Igennem sæsonen har intet mindre end 74.000 gæster besøgt centret, og det er, ifølge direktør for Lille Vildmosecentret, Bo Gregersen, en klar besøgsrekord.

- Det er enormt positivt at se, der har været så stor publikumsinteresse for Lille Vildmose. Det er fantastisk, at der er så mange besøgende, som gerne vil de unikke naturoplevelser som Lille Vildmosecentret byder på, siger Bo Gregersen.

Sidste år besøgte godt 55.000 centret. Det vil sige, at der er sket en stigning på cirka 34 procent.

Forklaringen på den øgede interesse for Vildmosecentret skyldes, ifølge Bo Gregersen, blandt andet en kold og våd dansk sommer, og et stort udbud af aktiviteter for hele familien.

Den 1. april 2017 åbnes dørene endnu engang til en ny sæson, og her kan de besøgende og andre interesserede blandt andet glæde sig til at følge elge og krondyrs færden via GPS-tracking.  


Seneste nyt

fra Nordjylland