Besøgstal offentliggjort: Nordjyske museer uden for top 25

Museerne i Nordjylland er langt fra at trække lige så mange besøgende som i hovedstadsområdet.

Nordjylland har ikke et museum på top 25-listen over de mest besøgte museer i Danmark 2015. Det viser en ny opgørelse, som Danmarks Statistik for nylig har offentliggjort.

Skagens Museum er et af de museer, der har haft stor tilbagegang over de sidste årtier. I 1991 havde museet over 250.000 gæster, mens det tal de senere år har ligget på omkring 100.000 besøgende.

Efter nyrenoveringen af museet håber direktøren på Skagens Kunstmuseer, Lisette Vind Ebbesen, at kurven vender.

- Jeg håber, vi svinger os ind på den her liste. Men for os handler det hele ikke om besøgstal. Vi laver ikke kun blockbuster-udstillinger med Krøyer og Ancher år efter år med det formål kun at få mange gæster, siger Lisette Vind Ebbesen.

En af dem, der elsker museer, er kunstturist Helle Smedegaard fra Vejle, der er på besøg hos Skagens Museum. Hun mener, at det nordjyske museum fortjener en plads på top 25-listen.

- Jeg forstår det ikke. Vi har netop tiden til at nyde de flotte faciliteter, vi bliver tilbudt, siger Helle Smedegaard.

I Østløs tæt på Thisted finder man Nordjyllands mindst besøgte museum. Det er Johan Skjoldborgs barndomshjem, som i 2015 kun havde 161 besøgende.

Svend Sørensen, der er medarbejder hos Thisted Museum, som driver museet, mærker også, at interessen er meget dalende for museet.

- Jeg er ikke flov over det. Det er en rigtig lille perle. Men det er selvfølgelig for nedadgående, og jeg kan da heller ikke sige, at det ikke bliver lukket, siger Svend Sørensen.

I fare for lukning er det nyrenoverede Skagens Museum ikke, og museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen håber da også, at de nye faciliteter kan trække flere kunstturister til Skagen.

- Det er der en god mulighed for, for vi har også fusioneret med to af byens kunstner hjem, Ankers hus og Drachmanns hus, slutter direktøren.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland